Hussalget stiger mens salget af lejligheder falder

Hussalget har haft en god start på 2019, men det samme kan ikke siges om salget af ejerlejligheder. Værst ser det ud i de store byer, hvor man har oplevet en kraftig tilbagegang siden 2018.

Stigende priser giver faldende efterspørgsel på ejerlejligheder

De danske ejendomsmæglere har haft travlt med at lange salgskontrakter til huskøbere over disken, men nøglerne til ejerlejligheder skifter ikke hænder ret ofte.

Det viser nye tal fra Boligsidens handelsstatistik for januar 2019.

Lejlighedkøberne holder sig tilbage. I januar 2019 blev der kun solgt 1.254 lejligheder. Til sammenligning lå antallet på 1.524 lejligheder i samme måned i 2018. Det svarer til et fald på knap 18 pct.

Og værst ser det ud i de store byer.

Hvis man sammenligner den samlede handelsaktivitet de seneste 12 måneder med året forinden, er antallet af solgte lejligheder faldet med 19 pct. i København, 14 pct. i Aarhus, 23 pct. i Aalborg og 7,0 pct. i Odense. Det er en kraftig tilbagegang særligt i de tre førstnævnte byer, forklarer chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

»I både København, Aarhus og Aalborg skal vi fem år tilbage for at finde et år med færre lejlighedshandler end nu. Der er dog snarere tale om, at der er blevet solgt ualmindeligt mange lejligheder i perioden 2015 til 2018, end at den nuværende handelsaktivitet er problematisk lav. Det er således vigtigt at være opmærksom på, at vi sammenligner den nuværende handelsaktivitet med en periode med boom på boligmarkedet,« siger hun.

Derfor er det ifølge Lise Nytoft Bergmann ikke det nuværende antal solgte lejligheder, der vækker bekymring for landets største byer, men derimod det kraftige dyk i handelsaktiviteten siden foråret 2018.

Priserne presser købere ud
Ser man på de seneste 12 måneder, er der blevet solgt 17.818 lejligheder på landsplan, hvor antallet for samme periode året forinden lå på 20.049 lejligheder. Det svarer til et fald på næsten 13 pct.

Der blev i januar 2019 solgt 527 sommerhuse, hvilket er 53 flere end i januar 2018 og svarer til en stigning på 11,2 pct.

Hussalget er på landsplan øget med 1,4 pct. Den lille stigning i antallet af solgte huse dækker over færre salg i storbyområderne og lidt flere salg i store dele af provinsen.

Opbremsningen på ejerlejlighedssalget i de store byer sker efter en årrække med høje prisstigninger, der siden 2012 har presset priserne i eksempelvis København op med knap 80 pct.

De høje priser har samtidig gjort, at prisnedslagene på de københavnske lejligheder næsten er fordoblet. Men det er forventningen, at det københavnske boligmarked vil rejse sig igen.

»Når der sker udsving på det københavnske boligmarked, virker de altid lidt mere dramatiske end i resten af landet, og selv om vi taler om en fordobling af størrelsen på de prisnedslag, man kan forhandle sig til, er det stadig ikke det, vi ville kalde en decideret gamechanger eller alvorlige krisetegn,« siger Thomas Hovgaard, der er Nyboligs kommunikationschef.

Købere vil have huse
I modsætning til lejlighederne har hussalget haft en ualmindelig god start på året.

Statistikkerne viser, at der blev solgt 3.458 huse i januar 2019, og det er 48 huse flere i forhold til samme måned sidste år. Samtidig viser statistikken, at der er blevet solgt 48.193 huse det seneste år, hvilket er 247 mere end året forinden.

Det er ifølge Lise Nytoft Bergmann en tendens på husmarkedet, der har stået på det seneste år. Men det er ikke hele landet, der bidrager til det stigende salg.

»Hvis man skal hælde lidt malurt i bærgeret, er det ikke alle landsdele, der trækker udviklingen i plus. I landsdelene København By, Københavns Omegn, Nordsjælland og Østsjælland er handelsaktiviteten faldet med fire til syv pct. det seneste år, mens der spores en stigning på to til seks pct. på Syd- og Vestsjælland, Fyn og i Jylland med Nordjylland som eneste undtagelse. Det er altså ikke alle steder i landet, at huskøberne er i hopla,« siger hun.

Den faldende handelsaktivitet på husmarkedet i og omkring hovedstaden og i Nordjylland hænger sammen med situationen på ejerlejlighedsmarkedet, forklarer Lise Nytoft Bergmann. I særligt København og i Aalborg er ejerlejlighedsmarkedet bremset op, og det har en afsmittende effekt på de omkringliggende parcelhuskvarterer.

 

Kilde: B.dk

Kontakt mig

Udfyld dine kontaktinformationer, samt oplysninger om den bolig du vil sælge.

Som minimum skal felter markeret med * udfyldes

På hverdage, vil du blive kontaktet af en uvildig Salea rådgiver inden for 24 timer. Her afklarer vi dine behov og finder den rette ejendomsmægler, som skal vurdere og måske sælge din bolig. Vi videregiver kun oplysninger til den valgte ejendomsmægler og der er ingen bindinger. Læs mere om Salea.dk

Kontakt mig

Udfyld dine kontaktinformationer, samt oplysninger om den bolig du ønsker at sælge. Mere skal der ikke til

* Navn
* Telefon
* E-mail
Bolig
Adresse
Post/by

Som minimum skal felter markeret med * udfyldes